Tilgang og metode

Jeg arbejder ud fra et humanistisk og eksistentielt menneskesyn. Min tilgang til mennesket er holistisk, dvs. vi er en helhed af både vores følelser, vores tanker og vore krop – og terapeutisk er nødt til at arbejde med det hele.

I terapien kombinerer jeg forskellige tilgange og metoder ud fra hvordan jeg fornemmer dig som klient og ud fra dine unikke udfordringer og problemstillinger. Derfor vil min tilgang altid være individuel og oplevelsesorienteret.


Min tilgang til terapi

Jeg tror grundlæggende på, at vi alle sammen har en medfødt vilje, en medfødt evne til at skabe det liv, vi gerne vil leve – det liv der giver mening for os. Vi har alle evnen til at skabe forandring og arbejde med det der er svært. Vi har alle evnen til at hele os selv.

Men hvis vi skal gøre det, er vi nødt til at se på de hindringer der står i vejen. De forhindringer vi har haft i livet, som vi ikke har haft kontrol over, men som er styrende for vores adfærd, styrende for hvordan vi har det og hvad vi føler. Det der gør det svært for os at leve det liv vi gerne vil. Det kan være svigt, traumatiske oplevelser, sorg, tab osv. Vi er nødt til at acceptere de oplevelser som vilkår, der er med til at skabe os og det sted vi er nu.

Det i sig selv kan være rigtig svært og meget smertefuldt, fordi det indebærer at vi er nødt til at lære os selv at kende på en anden måde, finde ud af hvor vores mønstre og smerte kommer fra og mærke meget svære følelser.

Ingen af os er vore fortid, ingen af os er definerede ved den måde vi har tilpasset os på eller de overlevelsesmekanismer vi har brugt for at overleve – men vi er nødt til at lære dem at kende, for at kunne slippe dem.

Hos mig er det dine oplevelser der er styrende for terapien og det er dig der bestemmer hvad vi skal tale om. Min opgave er sammen med dig at undersøge og udforske det der optager dig og det der er svært for dig. Jeg har ikke viden om hvad din konkrete vej er og hvad der gør dig lykkelig, men det er min opgave at støtte dig til at finde ud af hvad du har brug for. Målet er, at du får en større forståelse for dig selv og dine mønstre, så du kan finde den vej der er meningsfuld for dig og så du kan leve det liv du ønsker.

Uanset hvad du kommer med, er det altafgørende for din proces og dit udbytte af terapien, at der skabes en god relation mellem dig som klient og mig som terapeut. Derfor er det min vigtigste opgave som terapeut, først og fremmest at skabe et trygt, tillidsfuldt og fordomsfrit rum.

Jeg har stor respekt for din proces og ser det som et privilegium at få lov til at være en del af den.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial